Efter Opfordring af Redaktionen skal jeg herved fremkomme med en kortfattet Redegørelse for mit Syn paa Panservogne og deres Anvendelse, idet min Opfattelse er baseret dels paa de herhjemme afholdte Forsøg og dels paa et ret dybtgaaende Studium af udenlandsk Faglitteratur. Jeg imødekommer Anmodningen med saa meget større Fornøjelse, som jeg rundt omkring, blandt de Officerer, jeg har truffet, har mærket en stigende Interesse for Me- kaniseringsspørgsmaalet, men samtidigt en vis Usikkerhed, med Hensyn til, hvad man kan vente sig af Panservogne, og hvorledes disse vil optræde, hvilket ikke er underligt, da mangt og meget endnu er uafklaret.
Mekaniserede Køretøjer er Koretøjer, der i Kraft af deres Bevæbning, Pansring og Bevægelighed er i Stand til at indlede og gennemføre en Kamp, uden at Besætningerne under Kampen behøver at forlade Koretojerne. De deles efter dansk militært Sprogbrug i Panservogne (P.V.) og Kampvogne (K.V.).
Skillelinien mellem disse to Arter mekaniserede Køretøjer har dels en teknisk og dels en taktisk Side.
Ved en „ren“ P.V. forstaas en hurtigtgaaende Vogn paa Hjul med kraftig Motor, der kan give en Hastighed paa Vej af 100 Km./Tm. og derover, en Aktionsradius paa op til 400 Km. og en Reversanordning, der tillader Køretøjet at kore Bakkørsel med god Fart, dog aldrig saa hurtigt som under Fremadkørslen. De terrain- gaaende Egenskaber vil s. R. indskrænke sig til — i tørt Føre og godt Terrain — at tillade Vognen at færdes paa Græsmarker, skrællepløjede Marker og Marker med Sæd, medens fedtet Føre og blødt Terrain samt saagodt som samtlige Terrainforhindringer og da navnlig Grøfter, Vandløb og lignende vil danne uoverstigelige Hindringer for Køretøjet. Da Koretojet skal være hurtigt, og Vægten af Panseret stiger uforholdsmæssigt i Forhold til Dækningsevnen, vil en P.V.s Besætning s. R. kun kunne vente at være beskyttet mod alm. Projektiler fra Haandvaaben herunder Rg. og Mg., Schrapnel- kugler og enkelte Haandgranater, medens derimod panserbrydende Projektiler fra Haandvaaben — under direkte vinkelret Anslag — f. T. maa regnes at gennemtrænge P. V.s Panser paa ca. 200—250 m Afstand. Direkte Træffere fra Fodfolksskyts og Artilleri vil udsætte
P.V. for at blive sat ud af Funktion, medens sammenbundtede Haandgranater ligeledes vil rumme en vis Fare for P.V. Bevæbningen bestaar s. R. af en Maskinkanon enten helautomatisk, hvis konstruktionsmæssige Maximalkaliber f. T. ligger omkring 20 m/m, eller halvautomatisk, hvis Kaliber kan gaa op til 50 m/m, samt af eet eller flere 8 m/m Rekylgeværer.
Den rene Kampvogn er et Kædekøretøj, det karakteriseres f. T. ved en forholdsvis langsom Hastighed paa Vej 15—20 Ivm./Tm. en endnu langsommere Fart i Terrainet — alt efter dettes Beskaffenhed helt ned til 5 Km./Tm. Fn Aktionsradius paa 100—150 Km. K.V. kører normalt ikke Bakkørsel, men svinger til Gengæld hurtigt rundt paa en snæver Plads. K.V.s terraingaaende Egenskaber, er efter K.V.s Størrelse, mere eller mindre god, dog altid langt bedre end den rene P.V.s. Blødt Terrain og fedtet Føre skulde ikke genere cn K.V. væsentligt. Opretstaaende Genstande som Træer, Huse, Gærder og Hegn er den s. R. i Stand til at omgaa eller vælte. Grøfter kan den s. R. overskride, saafremt de ikke er bredere end de -/;t af Kædens normale Berøringsflade med flad Jordbund. Da Hastigheden ikke behøver at betyde nogen afgørende Faktor, vil en K.V. kunne bære et meget svært Panser, der kan gøre den usaarlig selv for Fuldtræffere fra almindelige Feltkanoner. Skal en K.V. imidlertid være saa svært beskyttet, vil dens Størrelse og Vægt f. T. stige proportionalt med Pansertykkelsen. Bevæbningen bestaar s. R. af et svært Vaaben — helt op til Feltkanonskaliber — samt flere mere eller mindre sværtkalibrede Rekyl- eller Maskingeværer. Vaab- nene er paa samtlige moderne saavel P.V. som K.V. anbragt i Taarn med et Skudfelt for Hovedvaabnet paa 360".
Mellem disse to Ydergrænser, den rene P.V. paa den ene Side og den rene K.V. paa den anden, findes der et Utal af Blandings- og Forsøgskøretøjer i hvilke Konstruktørerne med mere — s. R. dog med mindre — Held har forsøgt at fremstille et Enhedskøretøj, der saa vidt muligt skulde bevare begge Typers gode Egenskaber, samtidig med at flest mulige af begge Typers daarlige Egenskaber blev bortelimineret. Disse Bestræbelser synes p. T. ligesaa vanskelige at løse konstruktivt, som f. Eks. Løsningen af Enhedsartilleripiecen, og det synes da ogsaa nødvendigt for Hærene p. T. at blive staaende ved 5 Typer, der ikke saa meget adskiller sig ved deres mekaniske Konstruktion som ved deres taktiske Anvendelse. Disse Typer er følgende:
I. Panservogne.
a) Fjernopklaringspanservogne.
b) Næropklaringspanservogne.
II. Kampvogne.
c) Gennembruds K.V. (den svære K.V.).
d) Den middelsvære K.V.
e) Den lette K.V.
Hvilke Krav man i Praksis vil stille til Køretøjerne, inden for de forskellige Typer, maa afgøres ud fra økonomiske Synspunkter. Undersøger vi derfor disse 5 Typer noget nærmere, vil vi opdage, at de 5 Typer — i et Land med faa militærtfinancielle Ressourcer — vil kunne reduceres til 3 Typer mekaniserede Køretøjer, idet Type b kan sættes lig Type e. og Type c helt kan undværes, af følgende Grunde:
Næropklaringspanservognen og den lette Kampvogn vil antagelig i saa mange Tilfælde blive stillet overfor analoge Opklarings-, Sikrings- og Kampopgaver, at man af uddannelsesmæssige, forsynings- og reparationstekniske Aarsager bør tilstræbe at faa indført samme Type til at løse samtlige de Opgaver, der vil blive stillet saa- danne Køretøjer. Organisationsmæssigt vil Forskellen være, at medens Delingen (4—5 P.V.) — undtagelsesvis Kompagniet — er Nær- opklaringspanservognens Kampenhed, bør det tilstræbes at holde Bataillonen (64 K.V.) — eventuelt Kompagniet (16 K.V.) — som de lette Kampvognes Kampenhed.
Gennembrudskampvogne vil et lille Land næppe faa Raad til at anskaffe — i hvert Tilfælde ikke, saalænge man ikke vil betragte dem som Erstatning for Felthærenes svære eller sværere Artilleri. De er dyre under Forsøg, dyre i Anskaffelse og dyre i Drift. Vi kan derfor desværre, indtil videre, herhjemme se bort fra denne Type.
Tilbage bliver 3 Typer mekaniserede Køretøjer, nemlig:
I. Fjernopklaringspanservogne.
II. a. Næropklaringspanservogne. b. Lette Kampvogne.
III. Middelsvære Kampvogne.
ad I.) Fjernopklaringspanservogne skal være af den „rene“ Panservognstype. Maximalfordringerne til en saadan Type er nævnt i det foregaaende. Af denne Slags har vi herhjemme til Forsøg anvendt 2 — af H.T.K. konstruerede — Forsøgspanservogne, der Aar for Aar er blevet forbedrede efter de taktiske Krav. Desuden vil der i Vinteren 1933-34 blive afholdt Forsøg med en svensk Forsøgspanservogn.")
ad II.) Næropklaringspanservogne eller lette K.V. kan være smaa Vogne af den rene K.V. Type, saaledes som disse er beskrevet i det foregaaende. Deres Vægt bør helst ikke overstige 2—4 Tons, de bør mindst have en Hastighed af 45—50 Km./Tm. paa god Vej og helst kunne overskride en Grøft paa ca. 2—2,5 m. Deres Pansring skal kunne modstaa panserbrydende Projektiler fra Haandvaaben selv paa meget smaa Afstande, og de skal være forsynet med et helautomatisk Vaaben paa mindst 13—15 m/m. Deres Besætning bør helst bestaa af 3 Mand (1 Chauffør, 1 Skytte og 1 Forbindelsesmand).
Af denne Type har vi herhjemme i 1932 haft en Forsøgsvogn — Carden-Lloyd Model 1932 — og i 1933 2 af samme Mærke — Model 1933. Forsøgene er ikke afsluttede. Besætningen er 2 Mand paa disse. C.-L. Type II kan ogsaa være en Mellemting mellem et Hjulkøretøj og et Kædekøretøj, saaledes som det er konstrueret af Franskmanden „Kegresse“ med Forhjul og Bagkæder. Den franske Automitrailleuse er af denne Type. De samme Krav, som er stillet ovenfor til Carden-Lloyd Typen, maa stilles til Kegressetypen. Herhjemme har der været afholdt Forsøg i en længere Aarrække med denne Type, dog udelukkende i Form af aabne Personvogne, dels som Artilleritractorer, og dels i Forbindelse med P.V.Komp.s Materiel.
ad III.) Denne Type ligger udenfor Artiklens Ramme og skal derfor kun flygtigt omtales. Den skal selvfølgeligt være af den „rene“ K.V.Type med en saadan Hastighed, Pansring, Bevæbning og Besætning, der svarer til en Maximalvægt af ca. 20 Tons.
Af taktiske Mangler, der hæfter ved mekaniserede Køretøjer, skal her paapeges følgende:
A. Samtlige Køretøjer er meget nærsynede.
B. De under II og III nævnte Køretøjer er s. R. tillige meget tunghøre.
C. Samtlige Køretøjer men dog navnlig de under I nævnte er udprægede Dagkøretøjer, saafremt de skal anvendes til Kampopgaver. De under II og III nævnte Vogne kan anvendes i ægte og kunstig Taage, medens de under I nævnte paa Grund af deres Vejbundethed er mindre anvendelige under disse Forhold. Paa den anden Side er de under I nævnte Vogne i Besiddelse af en saa stor Aktionsradius, at de under normale Forhold vil kunne naa i Sikkerhed bag egne Linier, inden Mørkets Frembrud, og dog have Mulighed for at kunne løse deres Opgaver ved Dagens Lys.
Disse taktiske Egenskaber ved mekaniserede Køretøjer er af en saadan Betydning, at de ikke ustraffet vil kunne tilsidesættes af Køretøjernes Førere, hvor dygtige de end er, og de bor derfor stadig haves for Øje af de mekaniserede Køretøjers ikke mekaniserede Modstandere, da de i mange Tilfælde vil give disse betydelige Chancer i Situationer, der for en almindelig Betragtning ellers skulde synes haabløse.
P.V.s Anvendelse.
P.V. anvendes til:
A. Fjernopklaring.
B. Næropklaring.
C. Erobring af og kortvarig Fastholden af visse Terrainafsnit.
D. Sikring under March og paa Stedet.
E. Visse Opgaver under Hovedkampen.
F. Forfølgning.
G. Løskæmpning af egne underlegne Tropper.
A. Fjernopklaring.
Panservognsdelingen skal i Fjernopklaringen afløse tidligere Tiders Officerspatrouiller. Det viste sig under Verdenskrigen, at de smaa Rytterofficerspatrouiller i fremmed Land ikke var i Stand til at løse de Opgaver, man i Følge Erfaringerne fra 1870 havde ventet at kunne stille til dem. Aarsagerne var mange, men Beboernes fjendtlige Sindelag, den mere og mere udbredte civile Anvendelse af Pig- traadshegn og endelig, selv enkeltbeliggende automatiske Vaabens dødbringende Virkning, var Hovedaarsagerne. I fremmed Land maatte Officerspatrouillerne følges paa nært Hold af Opklaringskommandoer af Rytterdelingers og Eskadroners Størrelse, der dels kunde udøve Repressalier overfor Befolkningen og dels hjælpe Pa- trouillerne igennem ved Kamp, men dette stiller uforholdsmæssige Krav til de mindre Landes beskedne Rytterstyrker. Under Krig i eget Land vil Rytterpatrouillen, saafremt den er rigtigt udstyret til sit Formani og støttet til et saa glimrende Telefonnet, som f. Eks. det danske, endnu kunne bevare en Del af sin Betydning, men dog vil den kraftige Fjernopklaringsvogn danne et fortrinligt og i moderne Krig uundværligt Supplement til de øvrige Fjernopklaringsorganer.
For at løse sin Opgave tilfredsstillende bør Fjernopklaringsvognen optræde i snæver Forbindelse med andre Maskiner af samme eller større Hastighedsevne, af disse kommer i første Række Flyvemaskinen og Motorcyklen med og uden Sidevogn. Traadløs Telegrafi og Telefoni vil i Meldings-, Forbindelses- og Kommandohenseende spille en ganske overordentlig vigtig Rolle.
Da man kan gaa ud fra, at det vil være nødvendigt at økonomisere med Motorvognsmateriellet, gælder det om at finde det mindste Antal P.V., som man anser for tilstrækkeligt til at optræde paa egen Haand som Kampeenhed, og her er man i Udlandet — navnlig i Frankrig — standset ved Treinddelingen. Denne Inddeling byder paa mange Fordele og danner derfor Basis for Fjernopklaringspan- servognsdelingen, der tillige er Kampenhed. Til Kampenhedens Sikrings- og Meldingstjeneste hører endvidere et vist Antal Motorcykler med Sidevogn f. Eks. 3 samt 2 Motorcykler uden Sidevogn. Disse Køretøjer tilhører den saakaldte Gruppe I eller Kampgruppen. I anden Gruppe, nemlig Gruppe II, er indrangeret et vist Antal Køretøjer, der er nødvendige for Kampdelingens Vedligeholdelse og Forsyning. Denne Gruppe II kan eksempelvis bestaa af 1 Reserve-P.V., — om muligt forsynet med Radio —, 1 Delingsfører Personvogn (Morris Minor), 1 Mekanikervogn samt et Par Forsyningslastmotor- vogne.
3 eller 4 saadanne Delinger samles i en Eskadron eller et Kompagni. Kompagnichefens Kommandogruppe kan være udrustet paa lignende Maade, som en Kampdeling; endvidere maa Kompagniet være udstyret med et vist Antal- Bagage- og Forsyningsvogne.
Man kan ogsaa, som i Frankrig samle samtlige Mtc. m./S. i en Motorcykleeskadron paa f. Eks. 13 Mtc. m./S. og kun efterlade en enkelt Mtc. m./S. ved hver Kampdeling, men Princippet for Køretøjernes Samarbejde forandres dog ikke herved.
Fjernopklaringseskadronen anvendes paa følgende Maade:
Saasnart Chefen af den højere eller højeste Fører har faaet tildelt sin Opgave, bestemmer han, hvormange Delinger der skal anvendes i 1. Linie, og hvormange der skal holdes i Reserve.
Hver Deling faar tildelt sin Terrainstribe s. R. grupperet om en mod Fjenden førende Hovedvej. Delingen bindes ret stærkt i Tid og til en vis Grad ogsaa i Rum. Princippet er, at Frem- og Tilbagevej aldrig maa falde sammen, og egne Linier skal helst passeres ad bestemte Veje og indenfor visse Tidsrum, naar Hvervet er endt. Hjemkomst beregnes som Regel til at finde Sted før Mørkets Frembrud.
Chefen ordner Forbindelsen mellem Delingerne indbyrdes, eventuelt tildeles Mtc. m./S. i større eller mindre Grad efter Opgavens Art. (Kan Delingen forvente Kamp om Defileer tildeles forholdsvis mange Mtc. m./S.). Han ordner Forbindelsestjenesten (Nedkastnings- og Meldefiskningssteder) med Flyverne, og endelig ordner han Forsynings- og Reparationstjenesten.
Delingsføreren bør efter engelsk Mønster have Opgaverne stillet i præcis og konkret Form, saaledes at Spørgsmaalene kan besvares med korte og klare Sætninger. — Delingsføreren skal have Tid til at tænke sig om og stille Spørgsmaal samt lægge Plan for Opgavens Løsning. Chefen maa forsikre sig om, at Delingsføreren er nøje inde i Hensigten med Manøvren.
Den Plan, Delingsføreren lægger for Kørslen, skal gaa ud paa følgende:
a) Fjenden skal undgaas, hvor han er stærk, men ved Lejlighed rammes, hvor han er svag.
b) Kamp skal undgaas, hvor den ikke er nødvendig for Opgavens Løsning, men gunstige Situationer skal udnyttes fuldt ud.
c) Gode Veje er at foretrække — langt fra Fjenden. — Nærmere ved Fjenden spiller skjulte Veje større Rolle end gode Veje.
d) Store Omveje (indenfor den tildelte Terrainstribe) er s. R. at foretrække frem for kortere Veje, der fører gennem Defileer.
e) Springvis Fremrykning foretages fra Oversigtspunkt til Oversigtspunkt, idet der tages omhyggeligt Hensyn til, at disse Oversigtspunkter er beliggende paa en saadan Maade, at de tillader den ikke observerende Del af Delingen at opholde sig i Flyverskjul og om muligt i Nærheden af Vejknudepunkter, der tillader en Undvi- gen til Siden. Springene foretages med Maximum af Fart. Opholdene gøres saa lange, at man er sikker paa at faa Forbindelse med alle udsendte Patrouiller. Landsbyer (i fjendtligt Land) undgaas. Fjendtlige Flyvere, der maatte opdage Delingen, vildledes ved Forandring af Marchretning, Indkørsel i Skove og lignende.
Kamp med fjendtlige mekaniserede Køretøjer undgaas, saa vidt muligt, men er Kamp uundgaaelig, gribes der enten rask og resolut ind, — eller der lægges et Baghold for Fjenden. (Det maa her erindres, at Antallet af mekaniserede Køretøjer ikke altid er den afgørende Faktor for Kampens Udfald). Ved Kamp P.V. mod P.V. vil den dygtige Føring og ikke Antallet, — som ved al anden Kamp — være af afgørende Betydning.
Kampdelingens Marchorden.
Gruppe I marcherer normalt med de 3 P.V. ad samme Vej, de to forreste følges ad som et Par Tvillinger, altid inden for Synsvidde og aldrig udenfor effektiv Skudvidde d. v. s. 500 m. Den tredie og bageste P.V. er noget friere i sine Bevægelser, den kan momentvis f. Eks. ved Indkørsel i Skove og Landsbyer holde noget tilbage for at observere Udkanterne af disse, indtil de to forreste Vogne har naaet Lokalitetens forreste Udkant. Delingsføreren opholder sig normalt under Fremmarchen i P.V. Nr. 2 (næstforreste) og er i Stand til at sende Nr. 1 eller Nr. 3 paa Patrouille ud ad Sideveje, dog sjældent længere bort end 1—2 Km. Mtc. m./S. følger P.V.s Fremmarch ad parallele Veje og melder sig tibage paa de aftalte Observationspunkter. Som almindelig Regel kan siges, at Mtc. m./S. kun sendes paa Patrouille mod Punkter, der ikke ventes at være besat af Fjenden eller paa Vejrekognosceringspatrouiller. Har Delingsføreren Mistanke om, at Fjenden har besat visse Terrainafsnit, maa Rekognosceringen foretages af panserbeskyttede Køretøjer. Mtc. m./S. anvendes iøvrigt til Meldingstjeneste gennem Terrain, der ventes trafikeret af mindre fj. Styrker, Patrouiller og lignende. Er Fjendens Tilstedeværelse i Meldingsomraadet ikke sandsynlig, anvendes Solomaskiner til Meldingsoverbringelse.
Gruppe II følger Gruppe I, s. R. i Synsafstand, d. v. s. i aabent overskueligt Terrain med forholdsvis lang Afstand, i uoverskueligt Terrain paa kort Afstand. Forbindelsen, der aldrig maa gaa tabt, sikres ved Mtc. m./S. eller Mtc. u./S. Har Delingen en Reserve P.V. forsynet med Radio følger og beskytter den Gruppe II. Forestaar Kamp beordres Gruppe II til et af Delingsføreren nærmere angivet skjult Sted, og den afventer her nærmere Ordrer.
Hvilke Forhaabninger, den højere Fører vil kunne stille til Resultatet af saadanne Fjernopklaringsdelingers Fremsendelse, maa naturligvis i høj Grad bero paa Fjendens Optræden og Styrke.
Lyder egne Flyveres Meldinger paa, at Fj. er saa letsindig at færdes i Kolonner paa Vejene om Dagen uden mekaniseret Beskyttelse, vil det være berettiget at vente selv ganske overordentligt store Resultater baade med Henblik paa Opklaring, Forsinkelse og direkte Skade tilføjet Fjenden. Lyder Flyvermeldingerne paa, at Fjenden har indrettet sig paa Stedet, vil det næppe kunne forventes, at Fjernopklaringsdelingerne kan skaffe mere end Konturerne af Fjendens Hovedforsvarsline fastslaaet. Enhver Art af fj. Slør vil kunne forventes gennembrudt i normalt dansk Terrain, og Meldinger om Fjendens Hovedsikringslinie kan forventes indhentet paa lang Afstand og modtaget hos den højere Førere indenfor rimelig Tid. (Radio).
Fjernopklaringsdelingernes Kamp med Indhentelse af Efterretninger for Øje.
Saalænge Hærene ikke er helt mekaniserede og derved i Besiddelse af en meget stor Bevægelighed, kan man gaa ud fra, at Flyvermeldinger vil foreligge, der i store Træk kan angive, i hvilket Om- raade Fjenden befinder sig. Fjernopklaringsføreren vil som Følge deraf normalt være i Stand til at skønne over, hvor han kan forvente at møde en samlet Modstandslinie, og hvor han kan forvente kun at træffe paa mere eller mindre isolerede Besættelser eller Spærringer. I moderne Krig maa Føreren til Stadighed have for Øje, at han er udsat for at finde Vejkryds, Broer, Defileer og lignende af nogen Betydning enten ødelagt eller spærret. Disse Hindringer vil s. R. være foretaget af fj. kombinerede Kommandoer sammensat af Ryttere, Cyklister og motoriserede Tropper, hvoraf Pionerer vil være en meget væsentlig Bestanddel. Hindringerne kan enten være forsvaret og da s. R. forsynet med Antikampvognsskyts, eller blot etableret for at tvinge egne Styrker ind paa visse Terrainstriber, som det passer Fjenden bedst, at Modstanderen skal benytte, og i hvilke Terrainafsnit han har truffet sine særlige Forsvarsforanstaltninger.
Hvad enten disse Spærringer er af den ene eller den anden Slags, vil det være nødvendigt for Delingsføreren at have indøvet sin Deling saaledes, at han paa kortest mulig Tid er i Stand til at overvinde saadanne Hindringer, saafremt han ikke er i Stand til at omgaa dem. Kamp om Vejspærringer skal foregaa ganske eksercer- mæssigt, og Princippet maa være, at Kampenheden straks sætter Maximum af Styrke ind til et pludseligt Overfald paa Spærringens Forsvarsbesætning. Ved at sætte hele Styrken ind med det samme forøges Overraskelsesmomentet, og der spares Tid i Udførelsen. Ganske vist tager Tilrettelæggelsen af Angrebet nogen Tid, men denne vil formentlig i de fleste Tilfælde blive mere end genindvundet under selve Kamphandlingen. Er Terrainet fladt og overskueligt, saaledes at det frembyder gunstige Betingelser for raserende Kanon, Rg. eller Mg.ild foran Spærringen fra fj. Forsvarsreder, maa Panservognene gaa alene frem til Angreb, medens Mtc. m./S. holdes tilbage. I saadant Terrain vil P.V. som Regel finde Mulighed for Manøvre gennem Terrainet, og vil kunne naa at ende Kampen til deres Fordel ved snævre omgaaende Bevægelser, idet Vognene understøtter hinanden med Ild. Lykkes det herved at neutralisere Fjendens Ild og holde den nede, vil enten P.V.s Besætninger selv eller Kampenhedens øvrige Mandskab kunne rydde Spærringen dækket af P.V.s Ild. Er Terrainet foran Spærringen derimod gennemskaaret og uoverskueligt, bør Panservognene først angribe, naar de er miderstøttet og dækket af Ilden fra Mtc. m./S., hvis Besætninger sidder af til Fods, nærmer sig Spærringen og anbringer sig paa en saadan Maade —• helst til Flanken — at de har en Mulighed for at beskyde det fj. Besætningsmandskab, saafremt dette skulde vise sig, naar P.V.s Angreb sættes an. Da Terrainet i dette Tilfælde forudsættes mindre gunstigt for P.V.s Manøvrer udenfor Vejene, vil P.V.s Angrebet kun kunne foregaa frem ad Vejen, d. v. s., lige ind imod den fj. Ild, der maa tænkes indstillet mod den Hovedfremrykningslinie, der fører ind mod Spærringen. Dette er farligt for Panservognene, da disse er meget nærsynede og vil have vanskeligt ved dels at lokalisere Fj. og dels at opdage, hvorfra den Ild kommer, der eventuelt rammer Vognene udefra. Denne Fare reduceres betydeligt ved at bringe Mtc. m./S. Besætningernes automatiske Vaaben i Stilling — inden Angrebet —, og P.V.nene bør derfor i dette Tilfælde først sættes an, naar der er indløbet Klarmelding fra disse Vaaben, at de har indtaget deres Stillinger.
I sidstnævnte Tilfælde, der maa anses for det almindeligste, vil man se, at Maximum af Kampkraft indsættes med det samme. Delingsføreren vil da forholdsvis hurtigt blive klar over, om han med den ham underlagte Styrke, er i Stand til at forcere Spærringen eller ej. Lykkes Angrebet, er det godt, lykkes det ikke, maa Føreren søge at trække sig ud af Kampen, idet P.V.ne og Mtc. m./S. Besætningerne understøtter hinanden gensidigt under Tilbagegangen, og Kampenheden maa da derefter benytte sin Bevægelighed til at forsøge sit Held et andet Sted, der maaske frembyder gunstigere Betingelser for Angreb og Forcering.
Delingsførerens Plads vil i førstnævnte Tilfælde være i forreste Panservogn, i sidstnævnte Tilfælde vil det ofte være formaals- tjenligt for ham at forlade sin P.V. og lede Angrebet fra et Oversigtspunkt noget længere tilbage, hvorfra han vil kunne faa bedre Overblik over Kampens Forløb.
Ved en saadan fortsat Serie Angreb paa forskellige Steder vil Fjernopklaringsdelingen snart komme til Klarhed over, om den staar overfor et organiseret fj. Forsvar, eller om det kun drejer sig om et fj. Slør.
Kamp mod fj. Tropper under Bevægelse.
De eneste Tropper under Bevægelse, som P.V. paa Fjernopklaring behøver at frygte, er Flyvere og fj. mekaniserede Styrker, alle andre ikke mekaniserede Led, hvadenten de er store eller smaa, frem- byder ingen Fare for P.V.; tværtimod de vil selv have nok at gøre med at søge at „hytte deres Skind". Flyvere bør frygtes — ikke paa Grund af Faren for Angreb fra disse, men p. G. af Faren for at blive observeret og fulgt, saaledes at Overraskelsesmomentet, der er af vital Interesse for Fjernopklaringsorganer, derved gaar tabt. Fjendens mekaniserede Kræfter bør om muligt undgaas, da de danner en positiv Fare for Panservognenes Eksistens. Kan man ikke komme uden om dem, maa Kampen tages op under de i det forrige beskrevne Vilkaar, og den dygtigste Føring har den bedste Chance for et godt Resultat. Fj.s øvrige lette Tropper, Rytteri, Cyklister og motoriserede Afdelinger vil have nok at gøre med at komme af Vejen for Panservognene, men de betyder naturligvis en Fare for P.V.s Gruppe II, der eventuelt maa efterlades i Skjul paa et dertil egnet Sted.
Større Led af motoriserede Vognkolonner enten disse nu er fyldt med Infanteri, eller de er Trainkolonner, vil næppe kunne und- gaa en Katastrofe, saafremt de udsættes for Angreb af P. V. Den Uorden og Panik, der vil opstaa ved Beskydning med 20 mm Kanon af en saadan Kolonne, behøver vist ikke nogen nærmere Forklaring.
Større Led af marcherende Infanteri og Artilleri vil være underkastet noget nær de samme Vilkaar, hvadenten de er udstyret med Antikampvognsvaaben eller ej. (Se Forfatterens Artikkel i M. T. 1. December 1933 „Moderne Marchformer og Marchteknik,,).
P.V. Delingens Kamptaktik overfor marcherende Kolonner.
Her gaas der ud fra, at Føreren enten gennem Flyvere, Mtc. ptr. eller en udsendt P.V. har faaet Melding om en fj. Kolonnes March og sandsynlige Marchretning, endvidere at Kolonnen til en vis Grad er uvidende om, at P.V. Delingen er i Nærheden.
Er Fj. stærkt udstyret med mekaniserede Sikringsdele vil Fjernopklaringsdelingen normalt overhovedet ikke angribe, thi dette vilde være at handle imod Hovedprincippet at undgaa Styrke og angribe Svaghed. Er. Fj. derimod kun udstyret med Artilleri eller Antikamp- vognsskyts vil P.V.s Føreren sikkert bestemme sig for Angreb.
Dersom Føreren beslutter sig til Angreb paa Kolonnen, kan han vælge mellem 2 Maader at angribe paa. Den ene bestaar i at angribe fra Tete eller Kø, den anden i at angribe fra Siden. Hvilken Angrebsform, Føreren vil vælge, afhænger i høj Grad af Terrainet. Dersom Terrainet er aabent og overskueligt, vil Delingen sædvanligvis nøjes med at true Kolonnen med Angreb først bagfra, saa fra Siden og derefter maaske fra andre Kanter. Alene Truslen om Angreb vil formentlig bevirke en Standsning af den fj. Kolonnes March. Ved den første Trusel om Angreb vil de fj. Tropper antageligt være villige nok til at styrte fra hinanden, søge Skjul og Dækning og bringe Artilleri og Antikampvognsskyts i Stilling. Under senere Trusler om Angreb vil Bevægelserne hos Fj. formentlig blive langsommere for tilsidst at ende i Modvilje mod overhovedet at røre sig, idet Tropperne Gang paa Gang er holdt for Nar. De vil blive trætte og irriterede. Dette Øjeblik afventer P.V. til at sætte deres Angreb an, og det vil komme som en Stormvind. Alle ikke pansrede Køretøjer efterlades, og de 3 P.V. gaar frem med Delingsføreren i forreste P.V. Forreste P.V. har sin Kanon og sit Rg. rettet fremefter, f. Eks. fremad til Højre. 2. P.V., der følger efter paa et Par hundrede Meters Afstand eller mindre, har Vaabnene rettet fremad til Venstre. 3. P.V. følger efter i lignende Afstand og har Vaabnene rettet bagud. Det gælder for Panservognene om hurtigst muligt at komme ind imellem Fjenderne for derefter at aabne Virkningsskydningen. Medens der køres fremad skyder Vognene Rg. Skydning. Er P.V. først naaet ind mellem Fjendens Fodfolk eller Artilleri, kan Panservognene forholdsvis roligt gøre Holdt, idet Fjenden vil være afskaaret fra at skyde, da Faren for, at nedmeje egne Tropper med den Ild, der er rettet mod P.V., vil være for stor. De bedste Skyde- resultater fra Panservognene opnaas fra holdende Vogn, dog saaledes at forstaa, at Vognene skyder, skifter Standplads, skyder og saa fremdeles for at vanskeliggøre fj. Indskydning mod Vognene. Saa- længe Fjenden frembyder sluttede Infanterimaal eller Køretøjsmaal, anvendes den 20 mm Kanon med Fordel, er Fjenden først udviklet, anvendes bedst Rg. Skydning, hvorefter Kørslen fremefter fortsættes. Bliver forreste Vogn standset af Ild fra Antikampvognsskyts eller pludseligt afprodset Artilleri, søger 2’ og 3’ P.V. om muligt automatisk ud i Terrainet til begge Sider af forreste P.V. og deltager i Nedkæmpningen af den fj. Modstand. Erkender Delingsføreren, at Modstanden bliver for stærk, gives Tegn til Bakkørsel, og alle tre Vogne søger tilbage og helst ud ad en Sidevej, idet Panservognene altid — om muligt — bør undgaa at køre samme Vej hjem, som de er kørt ud — af Hensyn til provisoriske Vejspærringer. Af samme Grund vil P.V., saafremt de ikke møder for overvældende Modstand, søge at kæmpe sig igennem hele den fj. Kolonne, idet de beskyder denne stykkevis, for derefter at forsvinde og begive sig til det af Delingsføreren allerede før Kampen angivne Samlingssted, der som Regel naturligt vil være Gruppe II.s Standplads. Bliver P.V. Delingen tvunget til at trække sig tilbage ad samme Vej den er kommen, vil den i mange Tilfælde optræde paa følgende Maade: Den P.V., der er længst fra Fj. under Bakkørslen, drejer saasnart den er skjult for Fj. op ad en passende Sidevej og bliver holdende paa Kanonskuds Afstand. Næstbageste P. V. drejer enten op ad samme Sidevej eller tager den næste. Den gør derefter Holdt paa et saadant Sted, at den om muligt med sin 20 mm Kanon kan skyde over Kryds med den foregaaende. Den P.V., der er nærmest Fj. fortsætter derimod ligeud for at trække Fj. med sig. Manøvren kaldes „at dreje Nøglen om i Laasen" og er ligeledes en almindelig Manøvre i Kampen P.V. mod P.V. Paa denne Maade er mekaniserede Køretøjer i Stand til at sinke en om Dagen marcherende Kolonne paa en meget effektiv Maade. Sidstnævnte Metode hører imidlertid retteligst hjemme i Næropklaringskampen, men er taget med her for en Fuldstæn- digheds Skyld.
Dersom Terrainet er uoverskueligt, saaledes at det byder P.V. Føreren en Mulighed for at lægge et Baghold for den marcherende Fjende, vil han tit vælge at angribe Kolonnen fra Siden. Det gælder da for P.V. Delingen at naa uset ind paa Skudafstand fra Kolonnen. Den 20 mm Kanon er i Stand til at skyde paa et Par Km.s Afstand og derover, naar P.V. skyder fra holdende Køretøj, men s. R. vil Delingen søge tættere ind, vælge et Sted langs et Hegn bag Buske eller lignende og beskyde Kolonnen. I mange Tilfælde vil det kunne lykkes P.V.s Delingen, at undgaa de fj. Sidesikringsdele ved at køre en mindre Omvej og søge ind bag disse ad passende Sideveje. Den største Virkning af et saadant Angreb kan ventes, saafremt det er muligt at foretage det overraskende. Det maa bemærkes, at P.V. ikke er saa svære at camouflere, som man maaske skulde tro. Grene lagt paa Vognene, ligesom Bevoksninger i Haver og lignende er i Stand til at maskere Vognene meget effektivt, — uden samtidigt nævneværdigt at genere Skydningen.
Det vil ofte være formaalstjenligt at støtte Fjernopklaringsdelingernes Optræden, ved at fremsende mindre Led til Besættelse og Fastholdelse af Pas, Defileer og lignende, der synes af Væsensbetydning for P.V.s Tilbagemarch efter endt Hverv. P.V. Kompagnichefen sørger for, ved Hjælp af motoriserede Styrker paa pansrede Char-a-banc Vogne, Rytteri eller Cyklister at udføre dette og meddele det til Fjernopklaringsdelingen inden Afmarchen.
Kendingstegn for P.V. maa bestemmes af den højeste Fører og meddeles saavel P. V. Kompagniet som de Led af andre Vaaben, der har Interesse af at kende dette. Navnlig Tropper paa Forposttjeneste maa være nøje instrueret om Antal og sandsynlige Tidspunkter for Fjernopklaringsdelingernes Tilbagevenden, samt hvilke Veje de natagelig vil benytte.
(Fortsættes)
