Is this a security check point?
”Is this a security check point?”, spørger vi de to tiårige drenge som står ved et reb udspændt tværs over den hullede jordvej. ”No, it’s purely economical”, svarer de. Da vi tydeligvis arbejder i FN, kan drengene dog ikke kræve ’smallsmall' fra os, men må skuffede lade os passere. Heldigvis har drengene hverken våben eller er på stoffer, for efter etableringen af en FN‐mission i 2003, har der været fred i Liberia på Afrikas vestkyst. UNMIL (United Nations Mission in Liberia) er en Artikel 7 mission som det danske forsvar har støttet siden 2003 med to militære observatører, i det hjemlige system nok mere kendt under benævnelsen FN‐observatører. Liberia var plaget af krig i tolv år, men FNs fredsskabende mission har haft succes. Eneste store undtagelse er at den generelle sikkerhed for piger og kvinder fortsat er lav, især voldtægt er en social epidemi. Der er fortsat over 10.000 FN‐soldater i landet. Hertil kommer lidt over hundrede militære observatører, nogle tusind politifolk og en masse civilt ansatte fra hele verden. UNMIL er en såkaldt ’integrated mission’ hvilket betyder, at civile, militært ansatte og politifolk skal arbejde tæt sammen. Vi sidder sammen i UNMILs hovedkvarter hvor vi skal dele informationer og planlægge – sammen. Som man kan tænke sig, så kræver det diplomatisk sans og tålmodighed når folk fra hele verden med henholdsvis militærmæssig, politimæssig og civil skoling skal arbejde sammen i hverdagen. Efter at have været udsendt 13 måneder til UNMIL har jeg fået indblik i to overordnede kulturer: den i Liberia og den i UNMIL. For selvom de to kulturer holder til på nøjagtig det samme geografiske område, så er der en verden til forskel mellem livet inde i FNs beskyttede bolig og livet uden for murene.
“Assallam u Aleikum, do you govorite Aglais, mein Sir?” ─ Kulturen i UNMIL
Efter ankomsten til missionen blev jeg som militær observatør sendt ud på et team site der ligger midt inde i Liberia, nær byen Gbarnga hvor et af Charles Taylors blodige oprør havde rod. Ude på team sitet var mine officerskolleger fra Nigeria, Mali, Benin, Zimbabwe, Malaysia, Pakistan, Etiopien, Ghana, og så havde vi en major fra Rumænien, senere afløst af en amerikansk kaptajn. Som observatør kører man rundt på patruljer i bushen to og to i Nissan Patrols for at monitere udviklinger i sikkerhedssituationen. Det er ganske spændende, men kan også være frustrerende i de tilfælde hvor ens makker nærmest ikke taler engelsk. Arbejdssproget i UNMIL er officielt engelsk, og der er derfor to engelskprøver for alle observatører som ankommer til missionen. Alligevel er niveauet meget svingende. Den gennemsnitlige danske måde at tale engelsk på er meget anvendelig i UNMIL, for alle kollegerne forstår en. Andre har sværere ved at blive forstået: De få amerikanere vi har her i missionen skal fx anstrenge sig for at tale langsomt og tydeligt for at blive forstået. I UNMIL taler vi hverken britisk eller amerikansk – vi taler UN English. For at fremme forståelsen, ja for overhovedet at muliggøre et samarbejde, må alle anstrenge sig til deres yderste og anvende alle de sprog de kender for at få kommunikationen og dermed missionen til at lykkes. Smil og til dels fagter er heldigvis rimelig bredt anvendelige, men som officer er man bedre klædt på til FN‐diplomatiets sproglige udfordringer, jo bedre kendskab man har til en variation af sprog og kulturer. Når det er vanskeligt at kommunikere med den officer som man kører rundt med på patrulje i et fremmed land, så må man bede til Gud om at man er på rette vej, at man kan passere den rådne træbro i live, og at man kan skrive en nogenlunde korrekt rapport efter endt patrulje. Jeg er ikke religiøs, men det er de kolleger jeg har arbejdet sammen med i UNMIL, med undtagelse af en peruaner, en svensker og en russer, alle tre civile. Alle mine officerskolleger har været religiøse – kristne eller muslimer. På mit team site skulle folk kontinuerligt bede eller indflette Gud i officielle e‐mails. Mange gange har mine kolleger i dyb alvor sagt til mig ”I will pray for you so that God will help you”, fx efter jeg havde udtalt bekymring over et eller andet arbejdsmæssigt eller privat. Så skal man lige finde en grimasse der kan passe og fremtvinge et tak.
Efter et antal måneder på team sitet blev jeg hentet ind til UNMILs hovedkvarter (HQ) i hovedstaden, Monrovia, for at arbejde i G5 CIMIC (Civil Military Coordination). Flertallet af mine kolleger blev dermed fra Nigeria, Ghana, Etiopien, Pakistan og Bangladesh, for det er dem der er UNMILs TCCs (troop contributing countries) og dermed dem som jeg skulle samarbejde med angående CIMIC‐aktiviteter. Jeg har også haft en del samarbejde med stabsofficerer er der et par håndfulde officerer fra Europa og USA, mens alle TCCs bortset fra Ukraine er asiatiske og afrikanske. I hovedkvarteret er engelsk‐niveauet bedre end på de enkelte team sites, men hos TCCs svinger det noget, da de tit taler deres eget sprog internt i enhederne. Enhver der har arbejdet i en multinational organisation, kan sætte sig ind i de massive udfordringer ved multi‐lingualt og multikulturelt samarbejde i dén skala. At det overhovedet kan lade sig gøre at holde fred internt i missionen er imponerende, og at vi dertil også kan holde fred i Liberia er opløftende og giver mig håb for FN som idé og organisation. En dansk officer der er egnet til at arbejde i en FN‐mission, vil have gavn af at besidde karakteristika såsom diplomatisk sans, overbærenhed, tålmodighed, gode færdigheder inden for kulturforståelse, sprogkendskab, især engelsk, og må desuden være modig og have personlig styrke. I fald man er kvinde, skal man have lidt ekstra robusthed fordi ens kolleger ofte kommer fra kulturer der ikke anerkender kvinder på arbejdspladsen, herunder heller ikke kvindelige officerer. Men med smil, styrke og et godt eksempel får man hurtigt beundrere. Dem skal man så også håndtere på en måde der er acceptabel, ikke udgør en sikkerhedsrisiko for en selv, men heller ikke udløser ansigtstab. Det er virkelig en balancegang. Hvis man er positivt indstillet og har et lyst sind parret med gode sociale egenskaber, så kommer man dog langt. Situationsfornemmelse, skepsis, evner for mægling, forhandling og samtale med civilbefolkningen er en nødvendighed. Vi går i uniform og kører rundt i de hvide FN‐køretøjer, men det tillades ikke observatører at bære våben.
”You all hello! How are you, my man?” - Kulturen i Liberia
Det fælles sprog i Liberia er en særlig form for engelsk kaldet Liberia English (udtales Labewia Engli) der er en blanding af sydstatsamerikansk og ca. seksten forskellige stammesprog. Jeg forstår sådan nogenlunde liberianernes engelsk, og de forstår ofte mit. Tricket er at gentage det som modparten har sagt, indtil en fælles forståelse er opnået. Nogle observatør team sites får tildelt lokale tolke som kan forstå det lokale stammesprog, men med sprogøre kan officeren godt klare sig uden tolk de fleste steder. Liberianerne er meget religiøse, enten kristne eller muslimer, men man lever i fred med hinanden. Underliggende er der fortsat en fælles, stærk tro på magi og ’juju’ (voodoo). I Liberia er der hekse, forbandelser og ritualer med menneskeorganer. Liberianerne formår at skjule det meste af dette for os internationale; de ved at flere af os hverken kan eller vil forstå dem på dette område. Det er fx længe siden vi havde heksebrændinger i Europa, men for kort tid siden var to børn ved at blive slået ihjel i det nordlige Liberia idet de blev beskyldt for at være hekse. Magi er ikke noget man spøger med, overhovedet. Flere af mine kolleger tror også på magi: Jeg er i mindretal med min danske, irreligiøse og naturvidenskabelig tilgang; jeg er en mærkelig en, man har ondt af mig, og jeg står alene på det område. Derfor kan det være en fordel ikke at tage emnet ’tro og magi’ op, hverken med kolleger eller med lokalbefolkningen.
Her går solen ned hver dag kl. 19:00, året rundt. Og den står op kl. 07:00. Om natten er her sort som blæk, for strøm får man kun hvis man har råd til en generator og brændstof til den. Det er der kun få der har – enkelte rige, fx os der arbejder i UNMIL. Når man flyver hen over landet om natten, er det lige så sort som at flyve over et hav. Her er det bare ikke hav, men vild jungle man krydser hen over. Tid er på mange måder ikke‐eksisterende, og har man ’travlt’, så er man svag. De mennesker som bor her, er på grund af deres naturlige farve godt beskyttet mod solens farlige stråler, så mange liberianere ser unge ud længe: uden rynker. Og de gamle dør jo inden de rigtig kan nå at gå rundt og være gamle. Tiden ude i landsbyerne går ikke. Tiden er der. Mange ved ikke hvor gamle de er, for hvad forskel gør det? Det kan godt være at jeg har et ur, men liberianerne har tiden. Man kan 'høste' året rundt: Man rækker bare hånden ud efter nærmeste papaya‐træ. Bølgerne skyller evigt ind mod den ubrugte, smukke sandstrand. De frodige grønne træer står altid som plastictræer og strutter med bladene, kun levendegjort i det halve år med regntid hvor vandet plasker ned i tove. Her i Vestafrika huserer alle verdens farligste sygdomme, især malaria som dræber mange hvert år, også internationalt FN‐personel. Alligevel er der en let stemning over både lokalbefolkningen og UNMIL, måske er det den eneste måde at overleve mentalt. På mange måder minder Liberia mig om et paradis på standby – nogen har ødelagt uret.
