Der var en gang, hvor forsvaret og dets personel troede, at man, når en lovgivning eller et forlig var vedtaget, kunne gøre regning på arbejdsro i en årrække og derved få mulighed for at implementere nye ordninger og bringe uddannelse m.m. i orden efter de vedtagne forudsætninger uden forstyrrende indgriben udefra. Det er mange år siden, at det var sådan, og det har derfor også i en årrække været relevant at sætte ønskerne ved årsskiftet i relation til overvejelser vedrørende forsvarets ordning - og forestående ændringer heri. Således også ved årsskiftet 1983-84, hvor de første to år af det løbende tre-års forlig er gennemlevet, og hvor politiske overvejelser og forhandlinger om den næst følgende ordning må antages at være umiddelbart forestående. Igangsætningen af dette arbejde vil således finde sted på et tidspunkt, hvor fredsbevægelsernes følelsesladede argumenter stadig er i frisk erindring, og hvor de alternative sikkerheds- og forsvarspolitiske strukturer serveres med en frimodighed, som er ubelastet af realistiske vurderinger af den trussel, som forsvaret i givet fald vil kunne blive stillet overfor. Blåøjetheden er uden grænse, og den afbalancering af opinionen over for forsvaret, som politikerne - eller i hvert fald de mere indsigtsfulde blandt politikerne - burde bidrage til, udebliver over for risikoen, for med kort varsel at skulle stå ansigt til ansigt med vælgerskaren. Når dette sættes i relation til den omstændighed, at politikerne - bortset selvsagt fra dem, der er engageret direkte i det forsvarspolitiske arbejde - generelt er dårligt orienteret om spørgsmål, der vedrører forsvaret, er det egentlig ikke så mærkeligt, at de er svære at råbe op, når det drejer sig om bevillinger (og især ekstra bevillinger) til forsvarsformål. Tværtimod har det nok for mange været bekvemt med de relativt lange forligsperioder, der har betydet, at man i det daglige politiske arbejde har kunnet holde sig fri af spørgsmål, der opfattes som delikate. Når det imidlertid er en kendsgerning, at forsvaret og alliancen generelt har en positiv opbakning i befolkningen, må det forekomme urimeligt, at politikerne fra de forsvarspositive partier ikke i højere grad beskæftiger sig med og yderligere medvirker til at befæste de positive holdninger over for den forsikring for fred og frihed, som forsvaret repræsenterer.
Der er derfor et fortsat behov for at informere (eller manuducere) ikke blot de folkevalgte, men også alle andre, der aktivt deltager i politisk arbejde, på en sådan måde, at de med viden om forholdene som baggrund kan deltage - og deltage positivt - i debatten om forsvaret. Uden viden vil de færreste kunne hamle op med den serie af - ofte følelsesladede - slagord, der præger de kræfter, der opponerer mod et dansk forsvar og mod det danske medlemsskab af alliancen. Trods al mulig risiko for at blive beskyldt for kun at tale vor egen sag, er det derfor nødvendigt, at officerskorpset deltager i informationsvirksomheden og i debatten om forsvaret. Behovet i 1984 vil være betydeligt!
GODT NYTÅR!
N.-Aa. Rye Andersen.
