I den følgende artikel fortsætter oberstløjtnant Michael H. Clemmesen, Faggruppe Operationer, Forsvarsakademiet, den debat om krigsføringsniveauer, som blev startet i januar-nummeret af Militært tidsskrift af oberstløjtnant Mogens Christensen og fortsat i marts-nummeret af oberstløjtnant Ove Høegh-Gulderg Hoff. Redaktionen opfordrer læserne til at fortsætte denne debat, som næppe er udtømt endnu.
»Krigsførelse er----kampens tilrettelæggelse og udførelse. Var denne kamp en enkelt handling, ville der ikke være nogen grund til en underinddeling. Men kampen består af et større eller mindre antal enkelte, hver for sig afsluttede handlinger, som vi kalder fægtninger.... Af dette udspringer nu den helt anderledes virksomhed at tilrettelægge og udføre hver enkelt af disse fægtninger og at forbinde dem med hinanden med henblik på krigens formål. Det ene kaldes taktik, det andet strategi..... Efter vor inddeling er altså taktik læren om stridskræfternes anvendelse i den enkelte fægtning, strategi læren om fægtningernes anvendelse med henblik på krigens formål«.
(Carl von Clausewitz: »Om krig«, bog 2, kapitel 2)
Så kom debatten endelig til vor fagpresse. Det skal oberstløjtnant Mogens Christensen have tak for. Også i Danmark er det rimeligt at drøfte de forhold, der i udlandet har medført væsentlige ændringer af de militære styrkers doktriner og organisation - ikke mindst hærstjrkemes.
Udviklingen i doktriner og organisation Der er sket en meget betydelig udvikling i den sovjetiske militærdoktrin. Dette medførte op mod 1980 ændringer på alle krigsførelsens niveauer. Kernevåbnenes rolle blev meget kraftigt nedtonet. Ved udbygning og modernisering af fly- og flådestyrker skabte man sig helt nye muligheder for at kunne føre krig med konventionelle våben alene. Den samme udvikling sås i hærstyrkerne. Det skete ved udbygning af de luftbårne styrker samt ved opbygning af specielle troppeenheder til uafhængige dybe gennembrudsoperationer, de såkaldte operative manøvregrupper (OMG). Der skete en meget kraftig opbygning af det konventionelle artilleri, der opstilledes stærke styrker af kamphelikoptere, og enhederne tilførtes mængder af nye pansrede køretøjer. Samtidig med tilgangen af nyt materiel blev enhedernes taktiske og operative fremgangsmåder justeret, således at de nye muligheder kan udnyttes fuldt ud. I sarome periode kulminerede opgøret med fortiden i den amerikanske hær. I en søgen efter sin identitet efter Vietnamkrigen rettede man sin interesse mod hærens primære indsættelsesområde i Vesteuropa. Man forholdt sig kritisk til sin tidligere tænkning fra efterkrigstiden om operationer i Centraleuropa. Den amerikanske hær søgte nu inspiration i de tyske og israelske hæres tradition og aktuellle idéverden. Man opsøgte også krigshistorien - specielt fra 2. Verdenskrigs europæiske krigsskuepladser. Og man søgte indsigt i de klassiske krigsteoretiske værker, herunder først og fremmest Clausewitz’s »Om krig«, der i 1976 var kommet i en ny, let tilgængelig engelsk oversættelse. Efter en mellemlanding i 1976-udgaven af den amerikanske hærs grundlæggende doktrindokument FM 100-5 nåede man til bruddet med fortidens ideer om krig på Centralfronten i 1982-udgaven. Det var nu indlysende, at man ikke længere efter fiasko i kampen - d.v.s. på de taktiske niveauer - kunne kortslutte til de strategiske gennem en indsættelse af kernevåben. Man kan sige, at doktriner for anvendelsen af de taktiske kernevåben havde udgjort hovedparten af tænkningen om krigsførelsen i forlængelse af den indledende kamp. Man kunne anvende våbnene mod fjendens hærenheder (d.v.s. taktisk), mod hans flybaser (d.v.s. taktisk-operativt), eller mod hans kommunikationer (d.v.s. operativt-krigsskuepladsstrategisk). I september 1987 udsendtes et udkast til FM 100-6, »Large Unit Operations« - retningslinier for krigsførelsen på det operative niveau. Der var i alle stormagter med væsentlige hærstyrker erkendt et akut behov for at genopdyrke evnen til at føre krigen med en længere tidshorisont samt med forståelse for rummets geografiske muligheder og overblik over helheden. Disse forhold havde tidligere præget krigsførelsen og tænkningen om denne, men var gledet ud af fokus, da man fik mulighed for at anvende kernevåbnenes pokerspilultimatum.
Siden den tid, hvor Clausewitz med »Om krig« gav os de definitioner på krigsførelsesniveaueme, som er citeret ovenfor, har krigsførelsen under større krige ændret sig væsentligt. Ganske vist førtes også hans tids storkrige til tider på mere end en krigsskueplads. Men datidens kommunikationer gjorde, at der næsten var tale om uafhængige dele af krigen. Krigsførelsen på det højeste niveau drejede sig om at kontrollere felthæren (eller en flåde), som oftest kun på en del af, hvad vi i dag vil kalde en krigsskueplads. Det drejede sig om et »felttog« i overensstemmelse med den strategiske krigsplan, der var fastlagt af den politiske ledelse, som ofte fulgte med i felten. Nu vil storkrige kunne omfatte krigsførelse på flere kontinenter i tre dimensioner. Strategien under storkrige anvender ikke »fægtningerne« direkte, men fægtninger forbundet i dynamiske netværk, styret af et fælles mål. Om niveauerne mellem taktik og strategi skal betegnes »stortaktik«, som nogle angelsaksere (bl.a. Liddell Hart) har foretrukket, eller »operative« som i den tyske og russiske tradition, var et åbent spørgsmål, indtil vore to største allierede og primære militære samarbejdspartnere, USA og Forbundsrepublikken Tyskland, valgte den sidste muHghed. I det efterfølgende vil jeg derfor betragte og behandle begrebet operativt niveau som en given størrelse. Relevansen for Danmark vil komme til at fremgå indirekte.
De taktiske og operative niveauer
De taktiske niveauer
Det centrale i krigsførelsen på de taktiske niveauer er som defineret af Clausewitz. Det er anvendelsen - »føringen« - af våbensystemer og enheder i fægtningen, » i kamp«. Systemerne eller enhederne virker direkte mod fjendens styrker eller eventuelt indirekte mod disse styrker med det mål at undergrave chefers og mandskabs kampvilje. Indsatsen kan dog også være rettet mod ikke-militære mål, der er af betydning for fjendens evne til at fortsætte krigen effektivt. Loftet over de taktiske niveauer ligger, hvor den direkte føring af enheder hører op. For hærenheders vedkommende må loftet siges at være divisionen (eller evt. korpset, hvis dette er en veldefineret størrelse med en klart afgrænset opgave, som det er tilfældet for korpsene i NATOs Centralregion). For defensive luftoperationers vedkommende er det sektoren. I forbindelse med offensive luftoperationer er billedet mindre entydigt. Tildeling af missioner på et prioriteringsgrundlag givet af en foresat myndighed må siges at være en taktisk disposition, uanset om den finder sted i Tactical Air-Force-regi. På det sømilitære område kan man med rimelighed sige, at taktikken omfatter føring af et givet antal enheder i løsningen af en opgave. Sammenfattende kan man sige, at taktikken knytter sig til føringen under en opgaveafgrænset indsættelse eller med Clausewitz ældre begreb: en »fægtning«. Det svarer til, hvad man i sin daglige militære tale benævner en operation. I det efterfølgende vil blive anvendt begrebet »indsættelse«. Typisk vil kampfaser under en indsættelse være begrænset af den menneskelige udholdenhed uden søvn, d.v.s. vare maksimalt 48-72 timer. Taktiske doktriner er opskrifter på at løse de opgaver, som forventeligt henholdsvis erfaringsmæssigt ofte forekommer i kamp for pågældende enhedstype. De er beskrevet i reglementer eller blot etableret i praksis. De dækker enhedens optræden alene eller i samarbejde med andre enhedstyper. Doktrinerne danner grundlaget for enhedernes kampuddannelse. For hærens vedkommende udtrykkes de i reglementernes beskrivelse af fremgangsmåder: kampformer og kampmåder. I søværnet og flyvevåbnet, hvis kamp vilkår ændrer sig hurtigere, er ofte kun procedurerne for samvirke fastlagt. Undtagelsen er indsættelsen af mindre mobile systemer som sømineringer og luftvæmsmissilsystemer, hvor betingelserne nærmer sig hærens. For de øvrige indsættelser findes der nok standardfremgangsmåder for givne situationer, men ikke mere komplette taktiske doktrinsystemer som de landmilitære.
De operative niveauer
De operative niveauer knytter sig for hærens vedkommende til anvendelse af troppeenheder eller grupper af troppeenheder. Det centrale i denne anvendelse er snarere end direkte føring en disponering af troppeenhedeme - og andre ressourcer - på en forholdsvis lang tidshorisont. Det er en disponering, der bør bygge på en klar langsigtet idé om, hvorledes man tænker at påvirke det endelige udfald af et »slag«. »Geografisk« knytter disponeringen sig til de indsættelser, der finder sted i en »operativ retning«, henholdsvis på en på anden vis afgrænset del af krigsskuepladsen, i samme »slag« - det centrale begreb på de operative niveauer. Således er vestlige armeer og armégrupper samt - i sovjetisk terminologi - fronten entydigt placeret på det operative niveau. Derimod er det situationsbestemt, om et armékorps henholdsvis en sovjetisk armé befinder sig på det taktiske eller operative niveau. Hvis der er tale om en selvstændig indsat myndighed som COMLAND JUT, er det rimeligt at placere den på det operative niveau. Dette specielt når der som her kan være tale om, at det er korpset, der skal disponere anvendelsen af operative reserver. De grundlæggende troppeenheder - division og brigade - befinder sig som nævnt klart på taktiske niveauer. Medens beslutninger på de taktiske niveauer arbejder med tidshorisonter på fra få sekunder til et par døgn, dækker beslutninger på det operative niveau normalt udviklingen i fra et par døgn til et par uger. De vil have afgørende konsekvenser for udfaldet af det pågældende slag. For flystyrkers vedkommende er det vanskeligt at knytte kommandoniveauer fast til krigsførelsens niveauer. Dette er naturligt, idet niveauopdelingen først og fremmest er udsprunget af forhold inden for landkrigsførelsen med dennes i sin natur mindre fleksible enhedsstruktur og opgaveløsning. For de luftmilitære styrker er der en jævn trappe fra tildeling - »allotment« - over »apportionment« til »allocation« af ressourcer til de forskellige roller og opgaver. Men da land- og luftmilitær indsats - og ofte ligeledes sømilitær indsats - bør styres af samme skiftende, overordnede beslutninger, er det imidlertid hensigtsmæssigt at prøve at forstå dem ud fra deres virkninger på det samlede forløb, og dette sker bedst ud fra et fælles begrebsapparat. Som allerede nævnt vil en myndighed som en Tactical Air Force i lange perioder føre kampen direkte. Men det er samtidig det laveste niveau, hvor der kan være frihed til at træffe dispositioner af betydning for forløbet af alle de »slag«, der er i gang inden for flyenes rækkevidde, både slagene på overfladen og i det løbende slag om friheden til at anvende luftrummet. Det er imidlertid ikke givet, at et luftmilitært hovedkvarter på dette niveau i alle situationer får »operativ« beslutningsmyndighed. Dette skyldes bl.a., at man for at anvende fly med størst virkning holder myndigheden til at prioritere og anvende dem så centraliseret, som situationen tillader. Man vil kun decentralisere i perioder, hvor det nødvendige beslutningsgrundlag eller kontrolmuligheden ikke findes på det højere niveau. (Det er samme princip, der på landkrigens taktiske niveau styrer anvendelsen af feltartilleri.) Dette princip er i et spændingsforhold til de behov, som overfladestyrkemes højeste taktiske niveauer har under planlægningen af deres indsættelser. De har brug for at vide nogenlunde, hvilken flystøtte de kan regne med. Dette igen medfører et behov for en fælles prioritering af flystyrkemes anvendelse på de operative niveauer. For maritime styrker er det som ved flystyrkeme vanskeligt at bestemme loftet over taktikken, ikke mindst efter udviklingen af moderne kontrolog kommunikationssystemer. Det er muligt at føre kampen med meget store og spredte flådestyrker direkte og herunder at bringe deres våben til koordineret indsats. Dette betyder dog ikke, at det er uhensigtsmæssigt under analyser at arbejde med et operativt niveau i krigsførelsen, kun at det ikke fast kan knjTttes til et kommandoniveau. Man kan sige, at så længe man fortsætter en fastlagt indsættelse uden på afgørende måde at ændre fremgangsmåden, er der tale om taktisk føring. Dette dog kun, så længe man ikke ændrer vilkårene for »nabo«-slagene. I det.øjeblik man beslutter at skifte til en ny indsættelse eUer afgørende ændre sine fremgangsmåder, er der tale om en beslutning på et operativt niveau.
Den bedste måde at illustrere forholdet meUem de taktiske og operative niveauer er at identificere nogle af doktrinerne på de sidstnævnte. De operative doktriner er kendetegnet ved, at de tager deres udgangspunkt i en idé for at vinde et slag, som så danner rammerne for aktiviteterne på de taktiske niveauer. Valget mellem operative fremgangsmåder styres altid af et strategisk mål. Et eksempel på et overordnet mål på de strategiske niveauer er at kunne anvende forbindelseslinierne på havet frit. Dette mål kan søges nået ud fra forskellige ideer - doktriner - på det operative niveau. Truslen fra fly, undervandsbåde og overfladefartøjer kan søges imødegået ved at beskytte transporterne ved konvojering. Konvojering er en operativ doktrin (ideen er at forsvare transporterne direkte). Hertil er knyttet et kompleks af taktiske fremgangsmåder, der anvendes afhængigt af den aktuelle situation. Man kan nå til, at denne direkte beskyttelse af transporterne er en for ressourcekrævende eller ineffektiv fremgangsmåde, der skal suppleres eller evt. afløses ved indsættelse af styrkerne i overensstemmelse med andre operative doktriner. Ubådstruslen kan således imødegås gennem angreb på bådenes baser med henblik på at erobre dem eller blot ødelægge dem. Den kan endvidere på længere sigt mindskes ved at ødelægge de værfter, hvor bådene bygges eller repareres. Man kunne evt. få modstanderen til at anvende sine ubåde defensivt ved at true en vital interesse hos ham, eksempelvis hans flåde af ubåde med interkontinentale missiler (den operative doktrin, som er det centrale element i den amerikanske flådes maritime »strategi«). Endvidere kan man søge at bekæmpe ubådene på vej mellem baserne og konvojruterne (d.v.s. indirekte, fremskudt konvojforsvar), den operative doktrin, der styrede den britiske flådes antiubådskrig i begge verdenskrige indtil det tidspunkt, hvor man indså, at hovedideen måtte være konvoj ering. Truslen mod søforbindelserne fra fly og overfladeenheder kan som supplement eller alternativ til den direkte beskyttelse afværges gennem indsættelse af styrker i mere offensive eller direkte virkende doktriner. For overfladeenhedernes vedkommende ved at nedkæmpe dem i baserne eller i direkte kamp (i et afgørende søslag). Det er de hurtigste og mest direkte veje, men for søslagets vedkommende også den mest risikable. Endnu en mulighed er at vanskeliggøre deres adgang til havet fra baserne. For flytruslens vedkommende er alternativet til det direkte forsvar af konvojerne en anvendelse af en kombination af offensive operative doktriner for anvendelse af fly. Disse kombinationer behandles herefter. I slaget om luftrummet over en krigsskueplads vil der normalt blive anvendt en kombination af de luftmilitære operative doktriner. Som alle luftmilitære doktriner bestemmes de af de typer af fysiske mål, våbnene anvendes mod. De tre grundlæggende doktriner for den rent luftmilitære del af slaget om luftrummet er nedslidningen af modstanderens offensiv i defensivt luftforsvar (Defensive Counter Air Operations (DCA)), angreb på hans enheder og baser (Offensive Counter Air Operations (OCA)) samt endelig angreb på den del af modstanderens industri, der producerer til flystyrkeme. Inden for hver operation i rammen af disse hovedgrupper af operationer skal anvendes en kombination af taktiske metoder.
Disse rent luftmilitære doktriner for slaget om luftrummet vil ofte skulle ses i sammenhæng med operationer på overfladen, d.v.s. ud fra ideen om taktisk koordineret indsats. Overfladeoperationer kan også have til formål at ændre den luftmilitære situation. Det sker på havet ved angreb på hangarskibe. På landjorden vil der være tale om en offensiv, der skaber åbninger i luftforsvarsbælter eller tvinger til evakuation af fremskudte baser og eventuelt medfører erobring af disse. Der kan også være tale om dybe operationer med luftlandsatte styrker eller operative manøvregrupper. De luftmilitære operationer til taktisk støtte for overfladeoperationer kan værer styret af tanken om direkte virkning (Combat Air Support (CAS) på land og Tactical Air Support of Maritime Operations (TASMO) på havet) eller af tanken om en lidt mere indirekte påvirkning i form af rekognoscering (Tactical Air Reconnaissance (TAR)) og selvstændige angreb på mål på land i kampområdet (Battlefield Air Interdiction (BAI)). Også de luftmilitære doktriner i den øvre del af det operative niveau, d.v.s. hvor måltyperne ligger inden for modpartens logistik, vil kunne få indflydelse på slaget om luftrummet. Dette gælder angreb mod modstanderens kommunikationer (Air Interdiction (AI)). Det gælder ligeledes angreb på hans energikilder. I 2. Verdenskrig var et af de væsentlige elementer i den faldende værdi af de japanske og tyske flystyrker, at man til sidst ikke havde brændstof nok til at uddanne nye piloter til et niveau, hvor de kunne fungere i luftkamp. Hovedvirkningen af angrebene på kommunikationslinierne ses dog normalt i landkrigen. I landkrigen er slagene (d.v.s. krigsførelsen på det operative niveau - styret af tre forskellige typer mål. Disse mål fastlægges som nævnt på de strategiske niveauer. Der er tale om tre hovedideer til, hvorledes krigen på landjorden på den pågældende krigsskueplads skal vindes. Man kan tage udgangspunkt i territoriet og de her værende ressourcer og militære muligheder. Man kan koncentrere sig om modstanderens militære styrker. Og man kan rette sine slag direkte mod modstanderens vilje og evne til at føre kampen. Territoriet og dets potentiel er et traditionelt strategisk mål for operationerne. Målet er som oftest områdets ressourcer. Men en meget betydelig del af diskussionen om et landområdes strategiske betydning tager også sit udgangspunkt i de operative muligheder, som det pågældende område giver. Dette mål kan på den ene side lede til offensive operationer, hvis udførelse er styret af ideen om at skaffe sig kontrol over territorium, og på den anden side lede til den operative doktrin fremskudt forsvar. Både offensive og defensive doktriner, der tager udgangspunktet i territoriet, kan være styret af overvejelser på både de strategiske og operative niveauer. Den anden traditionelle strategiske idé bag operativ tænkning er som nævnt modstanderens militære styrker. I offensiven kan dette dels lede til enkelt- eller dobbeltomfattende slag, hvor ideen er at afskære og fange væsentlige dele af modpartens styrker - som man så under de indledningsvise tyske operationer under 2. Verdenskrig. Det kan dog også føre til »offensive-defensive nedslidningsslag«, hvor ideen er med en begrænset offensiv at erobre nøgleterræn, som modstanderen derefter ødelægger sine styrker i forsøget på at generobre. Det klareste eksempel er den tyske offensiv mod Verdun under 1. Verdenskrig. For den defensive side vil den operative idé også være det defensive omfattende slag, som tyskerne demonstrerede ved Tannenberg i 1. Verdenskrig og russerne ved Stalingrad i 2. Verdenskrig. Ved nedslidningsslaget i defensiv-offensiv udgave er ideen at lade modstanderen ødelægge sine styrker mod et velforberedt forsvar, før egen offensiv iværksættes. Et godt eksempel er de sovjetiske operationer under slaget ved Kursk i 1943. Men for den defensive side kan ideen også være en dybere, langsommere og mere gradvis ødelæggelse af angriberens styrker ved nedslidning i et territorialt forsvar. Det er den operative doktrin, som tilhængere af »defensivt forsvar« har argumenteret for i de seneste år. For begge de foregående grupper af operative ideer er det indirekte strategiske mål at fratage modstanderen viljen og evnen til at fortsætte krigen. Dette kan dog som nævnt også være et mere direkte mål. Det er tilfældet med operationer, hvor højmobile elementer efter et genembrud trænger så hurtigt frem, at forsvarerens vilje undergraves og hans evne til at koordinere sin kamp bryder sammen, d.v.s. såkaldte »lynkrigsoperationer« eller »dybe operationer«. For forsvareren er dette kun en mulighed, efter man har standset og ødelagt en offensiv. Man må dog sige, at indsatsen mod angriberens vilje og evne til at fortsætte angrebet er en del af ideen bag de nye vestlige landmilitære doktriner for et dybt land-luftmilitært forsvarsslag (»Airland Battle« og »Follow-On Forces Attack«). I øvrigt kan man sige, at dette på alle krigsførelsens niveauer er målet for guerilla. Angreb på modstanderens politiske ledelses evne og vilje til at fortsætte krigen har været hovedideen bag de operative doktriner for »strategisk luftkrig«, der i sin tid retfærdiggjorde oprettelsen af stormagternes uafhængige flyvevåben. Det er den idé, der var udgangspunktet for udviklingen af de doktriner for kernevåbenkrigen, der midlertidigt ^emede behovet for tænkning på de operative niveauer. Ligesom de taktiske doktriner og fremgangsmåder er elementerne (byggeklodserne/instrumenterne) i doktriner og fremgangsmåder på de operative niveauer, er de operative doktriner de elementer, der er til rådighed for militære dispositioner på de strategiske niveauer. Man kan på de operative niveauer delegere valget mellem de forskellige taktiske fremgangsmåder til de taktiske niveauer, eller man kan vælge at styre direkte. Men myndigheden til valg af taktiske fremgangsmåder skal principielt ligge på de operative niveauer.
På samme måde kan de strategiske niveauer vælge at delegere valget mellem forskellige operative fremgangsmåder under et »slag« til myndighederne på de operative niveauer. Det vil ikke mindst være tilfældet i luftkrigen, hvor kravet om hurtig reaktion og fleksibel optræden ellers vil give den stramt kontrollerede side et betydeligt handicap. Men også her gælder, at beslutninger om, hvilke operative doktriner, der anvendes, i princippet tages på de strategiske niveauer. Før drøftelsen af de operative niveauer afsluttes, er det hensigtsmæssigt at understrege, at den myndighed, der koordinerer alle »slagene« på en krigsskueplads, d.v.s. »Supreme Commander« jf. NATOs terminologi, vil være på det højeste operative niveau. Man kan dog samtidig se ham som de strategiske niveauers udførende myndighed på den pågældende krigsskueplads.
De strategiske niveauer
Krigsskuepladsens strategiske niveau
Dette laveste af de to strategiske niveauer er knyttet til anvendelse af udfaldet af »slagene« for at sikre opnåelsen af de stillede mål på »krigsskuepladsen«. Slagene vil som nævnt være afgrænset geografisk eller ved deres kampmiljø. Krigsføringen på dette niveau drejer sig om at styre forløbet af krigen eller den pågældende fase af krigen. Tidligere ville man have sagt, at det drejer sig om den fælles militære og politiske ledelse af »felttoget«. Men dette begreb er ikke umiddelbart anvendeligt i dag, da krigsskuepladsen må ses som et så geografisk omfattende begreb, at den eventuelt kan rumme flere felttog (f.eks. både felttogene i Italien og Frankrig under 2. Verdenskrig). Strategien for anvendelse af de militære styrker i krigsførelsen på krigsskuepladsen har altid været styret af politiske prioriteringer. De vil være resultatet af en politisk proces, hvor mulig gevinst afvejes mod omkostninger og mod risikoen for nederlag og optrapning af konflikten. D.V.S., at det i sidste instans er det politiske valg, der bestemmer, hvilke strategiske mål der styrer operationerne, hvilke operative doktriner der skal anvendes, henholdsvis hvilken handlefrihed myndighederne på de operative niveauer skal have. Det var en sådan afvejning, der styrede og begrænsede de amerikanske valg af operative fremgangsmåder i Korea- og Vietnamkrigene. Hvis der - som i NATO-forsvaret af Vesteuropa - er tale om et defensivt forsvarssamarbejde mellem suveræne stater med demokratisk styreform, vil begrænsningerne blive meget betydelige, ikke mindst under den planlægning på det operative niveau, der finder sted i fredstid. Den har således medført, at al forsvarsplanlægning skal være defensiv og reaktiv indtil det tidspunkt, hvor en storkrig er en realitet. Det er også baggrunden for, at planlægningen skal udtrykke en fremskudt landforsvarsdoktrin, der tolkes så hårdt, at det også får meget væsentlig indflydelse på handlefriheden på de højeste taktiske niveauer. Medens doktrinerne på de operative niveauer må karakteriseres som forholdsvis veldefinerede byggeklodser, er det et åbent spørgsmål, om man kan tale om »doktriner« på de strategiske. Her er de samlende ideer de overordnede mål: Offensiv/ defensiv/ »afstraffende«/ omkostningsbegrænsende - territorium og ressourcer/ militære styrker/ viljen. På dette niveau afsættes ressourcer til de forskellige »slag« på krigsskuepladsen, og rammerne lægges for, hvilke af »byggeklodserne«, der herunder må anvendes. Man styrer derigennem udviklingen på krigsskuepladsen på meget langt sigt - måneder og evt. år - i overensstemmelse med krigsmålet. Det sker under et forsøg på at holde omkostningerne nede og begrænse risikoen for nederlag eller en optrapning, der ville gøre selv opnåelsen af krigsmålene meningsløs. På dette niveau fastlægges således som minimum, om det enkelte »slag« skal udkæmpes offensivt eller defensivt, og om man skal optrappe ved anvendelse af nye fremgangsmåder eller starte »slag« i geografiske områder, der ikke hidtil har været inddraget - »horisontal optrapning« - eller ved at ramme modstanderen hårdere end tidligere i konflikter - »vertikal optrapning«. Det er som nævnt afgørende, hvilken handlefrihed man skal give de operative niveauer. Det er i kernevåbnenes tidsalder næppe sandsynligt, at man igen - som det var tilfældet med Eisenhower xmder felttoget i Europa - blot lader den øverste operative chef på krigsskuepladsen føre krigen til militær sejr, uden forsøg på at kontrollere derme sejrs karakter.
Det overordnede strategiske niveau
Dette niveau knytter sig til samspillet mellem flere klart adskilte krigsskuepladser, hvis konflikten omfatter sådanne. Endvidere er det centrale her samspillet mellem den samlede militære krigsførelse og andre politiske instrumenter og problemområder. Det er, hvad Clausewitz i »Om krig«, 8. bogs 1. kapitel benævnte »strategien i egentligste forstand«. Dette niveau manifesterer sig først som selvstændigt under konflikter, hvor kampen omfatter mere end én krigsskueplads. Dette må forudses at blive tilfældet i en Øst-Vest-konflikt, hvor der må ventes kamphandlinger i flere verdensdele, som det bl.a. var tilfældet i de to verdenskrige. Ikke mindst 2. Verdenskrig demonstrerede, hvor nødvendigt det er at nå til en aflilaret holdning til, hvorledes ressourcerne skal fordeles. For de allierede var der i realiteten tale om konkurrence mellem tre hovedkrigsskuepladser - Atlanterhavet-Vesteuropa, Østfronten og Stillehavet - der alle skulle »holdes i gang« og om muligt opbygges således, at sejren kom tidligst muligt. Hvis der kun er tale om én krigsskueplads, falder de overordnede strategiske overvejelser sammen med krigsskuepladsens. Det er på det højeste strategiske niveau, der tages beslutning om, hvor stort pres, der kan lægges på den civile økonomi og befolkning for at nå de fulde krigsmål. Der var en væsensforskel på, hvad man så som acceptabelt i Stalins Sovjetunion, i Churchills Britiske Imperium og i Roosewelts USA under sidste verdenskrig. Det er iøvrigt her, der tages beslutning om, hvorvidt man skal tage initiativ til at udvide krigen. Det er på dette højeste niveau, det afgøres, om man skal satse på en kortere eller længere horisont.
Samspillet mellem politikken og krigsførelsen på de forskellige niveauer
Som funktion af konfliktens niveau
Principielt er der ingen begrænsninger for, hvorledes og på hvilket niveau den politiske ledelse kan gribe ind og styre. Men dette skal til stadighed holdes op imod, at jo flere bånd der lægges på en chefs handlefrihed, jo mindre militær effektivitet kan man forvente - alt andet lige. Ved at kontrollere de militære chefer stramt udtyndes ansvaret og mindskes disses vilje til at påtage sig ansvar. Men det er som nævnt landets/alliancens politiske ledelse, der fastlægger, hvilken risiko man er parat til at løbe i den pågældende konflikt. Det er trods alt en politisk beslutning, om man vil acceptere de større omkostninger - måske et nederlag - og den måske længere krig, som kan blive følgen af at vise tilbageholdenhed i valget af operative fremgangsmåder. Dette forhold gør det naturligt, at jo mere begrænset en konflikt er, desto mere vil politikerne kontrollere operationen i detaljer for derigennem at forsøge at sikre sig mod en uønsket optrapning. Det er således ikke unaturligt, at den amerikanske præsident under Cuba-krisen lagde vægt på at kontrollere forløbet på det laveste taktiske niveau. Både under Korea- og Vietnamkrigene blev der vist en betydelig tilbageholdenhed.
Men den risiko, som man løber ved også at kontrollere detaljer, hvor dette ikke er vitalt for nationens sikkerhed, og hvor handlefrihed og entydigt ansvar er afgørende, blev klart illustreret under det amerikanske forsøg på at befri gidslerne i Iran mange år efter. Under de første faser af en krigs forløb må man forvente meget betydeUge begrænsninger i handlefriheden på krigsskuepladsen til at vælge operative fremgangsmåder. Denne tendens sås klart i den 2. Verdenskrigs første fase. Under hele krigen undlod man at tage kemiske våben i brug.
Som funktion af nærhed til vitale interesser
Jo tættere en stats vitale interesser er knyttet til en del af krigsskuepladsen, jo mere naturiig tilbøjelighed er der til at styre den tæt. Set fra USA er det et åbent - ja akademisk - spørgsmål, hvilken handlefrihed i valget af operative fremgangsmåder, man skal give den øverste militære ledelse af en konventionel europæisk krigsskueplads. Eksemplet med Eisenhowers næsten totale handlefrihed under felttoget 1944-45 er allerede nævnt. At englænderne til sidst ønskede en tættere politisk kontrol med operationerne, var naturligt. Det er naturligt, at det primært er i spørgsmålet, om - og hvornår - der skal ske optrapning til anvendelse af kernevåben, at USA har bevaret næsten fuld kontrol med strategien for den europæiske krigsskueplads. Det er heller ikke unaturligt, at Forbundsrepublikken Tyskland er vitalt interesseret i, at de militære chefers handlefrihed til at vælge fremgangsmåder er stærkt begrænset. Her er et fremskudt og meget lidt bevægeligt forsvar nødvendigt, for at man over for befolkningen kan underbygge rationelt, at der er tale om et forsvar. Hvis krigen først er en realitet, er situationen lidt anderledes, da alternativet til handlefrihed så kan være et sikkert nederlag. For Danmark ligger varetagelsen af landets vitale interesser i alt væsentligt på de laveste operative niveauer. Det er ved et hensigtsmæssigt valg af fremgangsmåder for de øverste taktiske niveauer - d.v.s. en beslutning på et operativt niveau - at vi bedst muhgt sikrer disse interesser. Den danske forsvarskoncept/forsvarsdoktrin er i sin essens landets bud på en doktrin på disse laveste operative niveauer for forsvaret af vort område og af landets øvrige vitale interesser. At de danske interesser ikke kun Hgger på disse niveauer er en anden sag. Forsøg på at skaffe forstærkninger til Enhedskommandoens område er et eksempel på interesser på det øverste operative og laveste strategiske niveau. Landets ønske om, at der vises den yderste tilbageholdenhed under valget af operative doktriner for at undgå en optrapning i en eventuel konflikt, er en anden. Danmarks forsvarshistorie viser i øvrigt et klart eksempel på, at politiske interesser leder til en fuldstændig begrænsning af handlefriheden på de taktiske niveauer. Sådan kan man se det danske forsvar indsat i hovedstadens befæstning i de sidste årtier af det foregående århundrede.
Sammenfattende
Man kan - byggende videre på Clausewitz - karakterisere krigsføringsniveauerne således:
- På de taktiske niveauer sker føringen af stridskræfterne under den enkelte indsættelse.
- De operative niveauer omfatter anvendelsen i slaget af indsættelserne.
- De strategiske niveauer omfatter anvendelsen af slagene styret af krigens formål.
Endvidere er det væsentligt at forstå, at den politiske styring af krigsførelsen stiger i intensitet ved højere krigsføringsniveau samt som funktion af nærheden af den pågældende stats vitale interesser.
M H. Clemmesen.
