Hovedpersonen i adjunkt P. Roslyng-Jensen’s bog*) er general E. Gørtz; derfor har forfatteren også valgt et billede af generalen som forsidebillede: omgivet af tyske soldater ser man Gørtz (med oberst H. V. Bodenhoff-Olsen) gå over kirkepladsen i Kastellet i København; en makaber ouverture der måske kan falde officerer for brystet; men det viser general Gørtz, som hans samtidige officerer vil huske ham: Energisk og beslutsom på trods af den dystre og tyngende situation. »Værnenes politik — politikernes værn« er en ualmindelig interessant, dybtgående og velformet beskrivelse af hærens og søværnets vilkår under besættelsen 1940-45; særlig vægt er der lagt på værnenes forhold til politikerne og modstandsbevægelsen. Forfatteren konkluderer, at værnene i hele perioden forblev loyale overfor den af det danske folk valgte regering; dette er vel en vurdering, de fleste kan tiltræde. Noget helt andet er, om man er enig med værnenes ledelse i den linie, der blev fulgt; specielt kan det diskuteres, om »Den lille Generalstab« i perioden 1 9 4 3 - 4 5 ikke snarere omgående burde have indordnet sig under Frihedsrådet, der i efteråret 1943 til en vis grad trådte i stedet for regeringen, men som ganske vist endnu ikke havde den store autoritet i befolkningen, det senere fik. General Gørtz tog allerede i december 1943 et møde med en repræsentant for Frihedsrådet (Frode Jakobsen fra »Ringen«) for at få et samarbejde med modstandsbevægelsen.
»Frode Jakobsens og Gørtz’ redegørelser for aftalens indhold er ikke forenelige,«
*) Palle Roslyng-Jensen: »Værnenespolitik - politikernes værn.« Gyldendal. 1980. Udgiverselskab for Danmarks nyeste Historie, 541 sider.
skriver Roslyng-Jensen (siue 183). Frode Jakobsen mener, Gørtz har anerkendt Danmarks Frihedsråd som ledelsen af kampen mod tyskerne, indtil kongen frit kunne vælge en regering; Gørtz opfattede aftalen primært som en tilslutning til »Ringen«. Først hen på efteråret 1944 kom der helt klaring over forholdet, idet Gørtz - efter mange og drøje forhandlinger - den 6. oktober 1944 af SHAEF blev udnævnt til øverstkommanderende for de danske styrker. Gørtz sikrede sig dog, at han ikke blev tvunget til at handle mod poltitikerne (de 5 samvirkende partier). Overtagelsen af stillingen skulle først ske, når de allierede gav meddelelse om, at dette var nødvendigt. Titlen på værket »Værnenes politik - politikernes værn« giver omfanget af, hvad der behandles; i »Indledning« uddyber forfatteren dette og fastslår, at alle væsentlige sider af det militære arbejde under besættelsen er medtaget med 2 undtagelser: Hærens og Søværnets efterretningstjenestes indsats under krigen vil af en anden historiker blive bearbejdet til senere udgivelse; RoslyngJensen omtaler derfor kun E-tjenesten i det omfang, det er nødvendigt for at nå samlede vurderinger af værnenes politik. Den anden begrænsning er, at der ikke er medtaget en detaljeret beskrivelse af de militære begivenheder den 9. april 1940 og 29. august 1943; kun disses virkninger på det militære miljø er behandlet. Men også andre steder i bogen er der taget forbehold; således står der i 14. kapitel »Deltagelsen i den illegale hær«, at en total gennemgang af befalingsmændenes deltagelse i opbygningen af den illegale hær og en samlet vurdering af dette arbejde næppe er mulig:
»Eftersom vi fra efteråret 44 finder hærens befalingsmænd på vigtige poster overalt i landet, ville det blive en gennemgang af hele den danske modstandsbevægelse.«
Forfatteren vælger derfor et par områder til nærmere gennemgang, nemlig Region VI, afsnit 2 (Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommuner) og afsnit 3 (Østerbroafsnittet) samt Haderslev, Nyborg og marinens deltagelse i modstandsbevægelsen . Heller ikke »Den jyske strid«, spørgsmålet om kommandostrukturen i Jylland, d.v.s. konflikten mellem Bennike og Toldstrup, bliver gjort til genstand for særlig undersøgelse; forfatteren mener, dette problem er blevet grundigt beskrevet af andre. Om general Bennike imidlertid har fået den helt retfærdige og korrekte bedømmelse af andre, skal der dog her sættes et spørgsmålstegn ved.
Derimod får en anden, også meget kontroversiel begivenhedsrække - fordelingen af våbnene - en særdeles grundig og - forekommer det - uhildet beskrivelse, der konkluderer, at Schjødt-Eriksen vandt tovtrækkeriet om kontrollen over våbenmodtagelsen, men det skete med midler og på betingelser, der i sidste instans var dyrekøbte. Det ville føre for vidt at give en beskrivelse af de mange kapitlers veldisponerede og sobre redegørelser for værnenes optræden og virke 1940-45. Et par enkelte ting skal dog til slut omtales: I det sidste kapitel »Værnene som sociale og politiske institutioner, konklusioner« siges, at mens værnenes opgave før 9. april 1940 primært var forsvar af det nationale territorium, var opgaverne efter 9. april mere uklare; de blev ikke opfattet helt ens af de politiske instanser og de militære instanser. Men eftersom der eksisterede et rimeligt stabilt militært underordningsforhold til de politiske instanser, måtte de politisk formulerede målsætninger have været gældende. De gik helt entydigt i retning af, at værnene skulle tjene indenrigspolitiske formål og begrænsede opgaver overfor irregulære udenlandske enheder i en befrielsessituation (side 375). Og videre:
»Helt frem til 1944 har værnene primært en »reservepolitistyrke«. De skulle sættes ind mod danske nazister i en kupsituation uden tysk støtte, senere mod kommunister og irregulære tyske enheder under eller efter et tysk sammenbrud.«
Det kan utvivlsomt diskuteres, om værnene har haft fornemmelse af, at de kunne risikere at blive sat ind mod danske kommunister; at officerskorpsenes indstilling til kommunisterne efter partiets reaktioner inden 22. juni 1941 ikke var ligefrem positiv er en anden sag. Såvel søværnets som hærens forhold under besættelsen har i bogen fået en god og dækkende omtale; det kan måske forekomme nogen, at tonen, når der er tale om søværnet, er en antydning mere positiv, end når talen er om hæren; det forfatteren (side 308) siger om søværnet: »Den næsten totale indslusning af marinens personelgrupper i modstandsbevægelsen var således et faktum«, kan ikke siges om hærens personalegrupper. Men der gives imidlertid en meget retfærdig forklaring herpå; marinens virksomhed er langt mere konfliktfri end hærens; hærens organisation var langt større, geografisk mere spredt og undergivet Buhl-kredsens interesse på en helt anden måde end det fåtallige marinemandskabs:
»Vedel og Elverhøj havde således den nemme opgave at følge mandskabets egne ønsker, mens Gørtz og Den lille Generalstab havde den svære opgave: at sætte sig imod ønskerne.«
(Når forfatteren mange steder bruger vendingen »mandskabet«, menes velsagtens »officerskorpsene« eller »befalingsmandskorpsene«.) For den, der interesserer sig for besættelsestidens historie og værnenes indsats - og det gør vel de fleste af »Militært tidsskrift«s læsere - er »Værnenes politik - politikernes værn« fascinerende læsning.
P. Winkel.
